Rema 1000 etablerer sig yderligere i befærdet storbyområde

20.000 bilister i døgnet - plus det løse.
Så mange potentielle forbipasserende får en ny Rema 1000-butik i Aarhus på én af de mest befærdede veje i den østjyske storby. Det skriver Aarhus Stiftstidende.
En ny discountbutik på Viborgvej bliver senere på ugen en realitet, når Rema 1000 åbner i en tidligere Aldi-butik - og dét med lokale Reneé Langlo som købmand. Hun har desuden 22 års erfaring fra dagligvarebranchen.
- Det bliver spændende at vise alt det, vi har lavet, frem efter så mange uger. Som købmand glæder jeg mig enormt meget til at åbne en ny Rema 1000 - og så endda i mit lokalområde, siger hun til Aarhus Stiftstidende.
Den nye Rema 1000 i Aarhus bliver discountkædens butik nummer 376 - og derudover den ene af ti nye butikker, som Rema 1000 åbner i løbet af de kommende 30 dage.
Det skriver kommunikationschef Jonas Schrøder på det sociale medie X - hvor han samtidig bekendtgør, at samtlige af de butiksåbninger sker i tidligere Aldi-lokaler.
- Stort tillykke med butikkerne til købmænd & teams - de glæder sig til at byde alle kunder velkommen, skriver han i sit opslag.
Ny butik hver femte dag
Den nye butik i Aarhus bliver også én af de cirka 70 butikker, som Rema 1000 regner med at åbne i 2024.
Det har direktør Henrik Burkal tidligere udtalt.
Det vil bringe Rema 1000 op på omtrent 430 butikker - og til de mange nye butikker skal hentes en række nye købmænd. Det har RetailNews tidligere snakket med HR-direktør Michael Skou omkring.
- Vi er ikke fastlåste på en bestemt profil. Vi ser på det enkelte menneske, og de erfaringer vedkommende har med. Vi er altid på udkig efter nye potentielle købmandstalenter, uanset baggrund og køn, sagde Michael Skou i den forbindelse.